Have just given the go-ahead to the travel agent: My son and I are going to Hawaii this summer...
Seems only fitting as a birthday present for his 10th birthday and for his fathers 30-something (ahem...)
Going via L.A where we'll drop down for a couple of days to catch up with the jet lag and go visit Universal Studios and other "must-sees" in L.A. so my 10-year old son get a feel for LaLa Land.
After that we'll fly to Hawaii, initially staying for some days on Oahu in order to see Honolulu, Pearl Harbour etc - and finally we'll fly to Big Island to stay for a full 9 days in order to a) rome the island to see everything and b) kick back and relax!
Of course we'll make sure we're well equipped so for L.A. we've booked a full size SUV - to be well protected against those highway shoot-outs and obligatory car-jacking atempts (well - maybe not.) On Oahu if all goes well we will be crusing in a Mustang Convertible - and on Big Island we're back in the big 4WD SUV in order to negotiata hill-sides, beaches and volcanos. Oh heck - when the boys are out to have a good time the wheels are the key!
Summer vacation seems so far away at this point!
fredag den 8. april 2011
mandag den 29. september 2008
Petrified Forrest – kan en skov af forsteninger være smukkere end Grib skov i maj?
12 september - Grand Canyon, AZ til Albuquerque, NM
Ja – det er lige før! Om ikke andet er der en hel del andre farver i spil her. 
Først et besøg på parkens visitor center for at købe en billet og et postkort, og så af sted ind i selve parken. Vi skulle lige forbi vagten, der spurgte om vi havde noget forstenet træ i bilen… (hvad i alverden skulle vi dog med det – men spørgsmålet havde dog en årsag som vi senere skulle forstå).
Første del a
f besøget var i Painted Desert. Her kan man se de forskellige jordlag i i ørkenen, eller klipperne, eller hvad man vil kalde det. Det vil sige at hele molevitten reelt er stribet i meget varierende farver, fra hvid over forskellige nuancer af grå til rød og blå! Selve ruten rundt i parken var lang og der var mange ”vista points” hvor vi måtte ud og tage billeder. Det var faktisk meget smukt, men efter vores ophold i Grand Canyon var det måske ikke helt så fantastisk i sammenligning hermed. Vi var i hvert fald i så forfærdeligt imponerede, selvom det egentlig var ganske inte
ressant.
Selvfølgelig må man ikke køre mere end 35-45 miles på den smalle vej så det tog sin tid. Undervejs var der også et stykke af Route 66. Det vil sige, der havde været – for den del af vejen var rent faktisk pløjet op, men man kunne stadig ane hvor i landskabet det havde været, om ikke andet så ved at følge de telegrafpæle der stadig stod der midt på prærien, underligt alene uden tråde på! Stedet var endda markeret med en gammel rusten bil…
Sen
ere på ruten kom vi forbi nogle ruiner af nogle Hopi bosættelser, hvor man også kunne se bemalinger på klipperne. Arkæologerne og historikerne har helt sikkert brugt meget tid på at analysere tegningerne, men mon det er andet end en flok indianer-teenageres graffitti? De har sikkert moret sig mens de har tegnet karikaturer af store høvding Flagrende Fipskæg…
Træerne, der ligger spredt ud over hele området, er i alle mulige farver, fr
a de der ligner nyfældede, lysebrune træer til fantastiske røde og blå farver. Ja selv krystaller findes der i træerne, men mange af den er stjålet af turister der lige syntes de skulle have en souvenir med hjem. Og der er nok at tage af, men det må man altså, med god grund, ikke her i nationalparken. Derfor vagtens interesse…
Det første sted vi besøgte lå der en forstenet træstamme hen over en lille indtørret å – som en slags bro. Den var godt nok understøttet af en betonstøtte for at den ikke skulle brække under vægten af fede amerikanske turister, men den havde altså ligget der alene i et par år inden nogen fik den geniale ide at støtte den.
Vi trillede videre igennem parken – og nej det er ikke sådan en park med græs og træer – det er en ørken med en tot halvvisnet græs hist og her. Vi frøs da heller ikke… Nå
ede frem til den anden ende af parken og det visitor center der lå der – for derefter at vende om og køre hele vejen tilbage igen for at komme ud det rigtige sted i forhold til vores tur videre. Undervejs tilbage stoppede vi et par steder mere, hvor der var flere træer. Nogle af dem direkte væltede ud af skrænterne. Det var en helt utrolig oplevelse.
Vi nåede frem
til parkens udkørsel omkring kl 18 – vi havde altså brugt noget der ligner 4 timer frem for 1,5 så vi var en smule bagud for planen. Det gjorde nu ikke alverden – der var jo lys på bilen, så vi trillede af sted videre øst på og nåede frem til Albuquerque ca kl. 22 hvor vi fandt et billigt (og ikke særlig godt) Super 8 Motel hvor vi fik et værelse i noget der nærmest var en kælder. Ikke så fedt, men vi skulle jo kun lige sove der og så videre næste morgen. Super 8 er nu ikke min yndlingskæde.
(288 miles - 12 timer...)
Ja – det er lige før! Om ikke andet er der en hel del andre farver i spil her.
Efter vores fantastiske oplevelser i Grand Canyon fortsatte vi turen tilbage i mod Chicago. Vores intention var at komme så langt som muligt hver dag – så vi havde ikke booket moteller og havde kun ganske få ting på vores sight-seeing agenda. Hovedemnet i dag var Painted Desert & Petrified Forrest.
Ud på formiddagen, efter at have tjekket ud fra hotellet og fået argumenteret os til 15% rabat på regningen ovenpå balladen med A/C’en, trillede vi af sted fra Grand Canyon og sydpå mod Flagstaff. Her kørte vi den pæne vej igennem byen i stedet for at tage Interstaten uden om, så Mette endnu en gang kunne få lov at køre på Route 66.
Herfra gik turen øst på mod dagens stop. Ingen af os var helt sikre på hvad vi skulle forvente os af en malet ørken og en forstenet skov, men vi regnede da ikke med at det ville tage mere end 1-1,5timer at komme igennem. Klokken var ca 14.00 da vi kørte fra Interstaten og ind i nationalparken, med den bevidsthed at vi havde masser af tid…
Først et besøg på parkens visitor center for at købe en billet og et postkort, og så af sted ind i selve parken. Vi skulle lige forbi vagten, der spurgte om vi havde noget forstenet træ i bilen… (hvad i alverden skulle vi dog med det – men spørgsmålet havde dog en årsag som vi senere skulle forstå).
Første del a
f besøget var i Painted Desert. Her kan man se de forskellige jordlag i i ørkenen, eller klipperne, eller hvad man vil kalde det. Det vil sige at hele molevitten reelt er stribet i meget varierende farver, fra hvid over forskellige nuancer af grå til rød og blå! Selve ruten rundt i parken var lang og der var mange ”vista points” hvor vi måtte ud og tage billeder. Det var faktisk meget smukt, men efter vores ophold i Grand Canyon var det måske ikke helt så fantastisk i sammenligning hermed. Vi var i hvert fald i så forfærdeligt imponerede, selvom det egentlig var ganske inte
ressant. Selvfølgelig må man ikke køre mere end 35-45 miles på den smalle vej så det tog sin tid. Undervejs var der også et stykke af Route 66. Det vil sige, der havde været – for den del af vejen var rent faktisk pløjet op, men man kunne stadig ane hvor i landskabet det havde været, om ikke andet så ved at følge de telegrafpæle der stadig stod der midt på prærien, underligt alene uden tråde på! Stedet var endda markeret med en gammel rusten bil…
Sen
ere på ruten kom vi forbi nogle ruiner af nogle Hopi bosættelser, hvor man også kunne se bemalinger på klipperne. Arkæologerne og historikerne har helt sikkert brugt meget tid på at analysere tegningerne, men mon det er andet end en flok indianer-teenageres graffitti? De har sikkert moret sig mens de har tegnet karikaturer af store høvding Flagrende Fipskæg… Vi havde efterhånden brugt de der 1,5 time vi havde regnet med men var godt klar over at vi havde det bedste til gode så vi fortsatte ufortrødent imod Petrified Forrest. Undervejs var vi næsten ve
d at køre Bambi’s fætter ned – en sjov lille ensom hjorte/gnu/elge-ting (jeg er ikke jæger – hvad ka jeg sige?) der tussede af sted alene i vejkanten ude midt i ørkenen. Den så ud som om den var blevet væk fra flokken , men så har den godt nok gjort i nælderne for der var absolut intet andet levende i nærheden end os og en samling andre turister i en bus! Men mon ikke han fandt hjem…?
d at køre Bambi’s fætter ned – en sjov lille ensom hjorte/gnu/elge-ting (jeg er ikke jæger – hvad ka jeg sige?) der tussede af sted alene i vejkanten ude midt i ørkenen. Den så ud som om den var blevet væk fra flokken , men så har den godt nok gjort i nælderne for der var absolut intet andet levende i nærheden end os og en samling andre turister i en bus! Men mon ikke han fandt hjem…?Vi nåede nu frem til Petrified Forrest - og vi blev ikke skuffede! Det er helt fantastisk. Disse forsteninger er opstået for ca. 250 millioner år siden da der var urtidsskov her. Ved jordskred og lignende er træerne væltet ned i ”ursuppen”, eller n
ok rettere sumpen, hvor de har ligget uden at ilt kunne komme til dem. Efterhånden som tiden er gået er træets bestanddele langsomt blevet erstattet af forskellige mineraler så de til sidste er blevet helt forstenede. Og ikke bare sådan nogle halvkedelige ensfarvede fiduser man kan finde i Møns Klint efter et stormvejr – nej her er der farver på så det vil noget. Alle træets oprindelige strukturer er bevaret – årringe, bark – alting!
ok rettere sumpen, hvor de har ligget uden at ilt kunne komme til dem. Efterhånden som tiden er gået er træets bestanddele langsomt blevet erstattet af forskellige mineraler så de til sidste er blevet helt forstenede. Og ikke bare sådan nogle halvkedelige ensfarvede fiduser man kan finde i Møns Klint efter et stormvejr – nej her er der farver på så det vil noget. Alle træets oprindelige strukturer er bevaret – årringe, bark – alting! Træerne, der ligger spredt ud over hele området, er i alle mulige farver, fr
a de der ligner nyfældede, lysebrune træer til fantastiske røde og blå farver. Ja selv krystaller findes der i træerne, men mange af den er stjålet af turister der lige syntes de skulle have en souvenir med hjem. Og der er nok at tage af, men det må man altså, med god grund, ikke her i nationalparken. Derfor vagtens interesse… Det første sted vi besøgte lå der en forstenet træstamme hen over en lille indtørret å – som en slags bro. Den var godt nok understøttet af en betonstøtte for at den ikke skulle brække under vægten af fede amerikanske turister, men den havde altså ligget der alene i et par år inden nogen fik den geniale ide at støtte den.
Videre til næste stop – Crystal Forrest – hvor der er flest træer (eller sten eller hvad…). Her ligger 
de spredt ud over hele området – ikke bare et par stykker, men i tusindvis af kævler. De fleste af dem fra en halv til en hel meter i diameter og et par meter lange. Hele træer, der er brækket i stykker på grund af vægten, men som stadig ligger som de faldt for 250 mio år siden! Dybt fascinerende.
de spredt ud over hele området – ikke bare et par stykker, men i tusindvis af kævler. De fleste af dem fra en halv til en hel meter i diameter og et par meter lange. Hele træer, der er brækket i stykker på grund af vægten, men som stadig ligger som de faldt for 250 mio år siden! Dybt fascinerende. Vi trillede videre igennem parken – og nej det er ikke sådan en park med græs og træer – det er en ørken med en tot halvvisnet græs hist og her. Vi frøs da heller ikke… Nå
ede frem til den anden ende af parken og det visitor center der lå der – for derefter at vende om og køre hele vejen tilbage igen for at komme ud det rigtige sted i forhold til vores tur videre. Undervejs tilbage stoppede vi et par steder mere, hvor der var flere træer. Nogle af dem direkte væltede ud af skrænterne. Det var en helt utrolig oplevelse. Vi nåede frem
til parkens udkørsel omkring kl 18 – vi havde altså brugt noget der ligner 4 timer frem for 1,5 så vi var en smule bagud for planen. Det gjorde nu ikke alverden – der var jo lys på bilen, så vi trillede af sted videre øst på og nåede frem til Albuquerque ca kl. 22 hvor vi fandt et billigt (og ikke særlig godt) Super 8 Motel hvor vi fik et værelse i noget der nærmest var en kælder. Ikke så fedt, men vi skulle jo kun lige sove der og så videre næste morgen. Super 8 er nu ikke min yndlingskæde. Sin City - civilisationens højborg?
7-10 September, Las Vegas, NE
Ligesom man måske troede at der ikke kom mere herfra så slår den maskerede blogger til igen. Denne gang med en kort beskrivelse af vores oplevelser i Las Vegas.
Vi startede med at slentre på Venice Beach. I de glade, frigjorte 60’ere var Venice stedet der var ”happening”, med sit-ins/ups/downs (what ever), fri hash og free love – hver dag var en fest her på stranden og man kunne møde alverdens interessante mennesker. Det kan man for så vidt stadig – ud over surferne, løberne, basket-drengen fra South Central og bøfferne p
å Muscle Beach er der også en hel del der ser ud som om de rent faktisk har været her siden 60’erne! Som ”The Worlds Greatest Drunk” – kunne ikke tage et billede fordi jeg grinede så meget at jeg ikke kunne holde kameraet stille. En gammel flipper iklædt et kostume der må ha været et hit i -68 med alle regnbuens farver – specielt de skarpe – bare synd at han ikke har frisket kostumet op siden. Hertil en skumhat formet som et kæmpe ølkrus og så et skilt på maven med titlen : ”The Worlds Greatest Drunk” – og alt i mens han forsøgte at holde sig oprejst og tigge penge samtidig sang han ”Jingle Bells, Jingle Bells, help me to get drunk”! Og det er så meget betegnende for hele Venice, så ingen grund til at spilde mere plads på det… (men tag selv et kig). Vi forlod Los Angeles hen ad formiddagen efter denne fodtur, med kurs direkte imod Sin City.
Det var en helt ny oplevelse for en gangs skyld at kunne køre direkte efter et mål – og ikke skulle holde sig på en bestemt vej -men også en hel del mere kedeligt! Sad og så lidt længselsfuldt efter The Mother Road – der forsvandt ud i det blå da vi kørte igennem Barstow og fortsatte imod Las Vegas.
Efter en temmelig begivenhedsløs køretur de der 280 miiles igennem ørkenen ankom vi hen under til Las Vegas i de sædvanlgie 35-38 graders varme og solskin. Vi h
avde ikke booket hotel – men havde med vilje timet turen så vi ankom på en søndag – ugens mest ”stille” dag i Vegas. Efter at have checket priserne på Bellagio og Venetian –to af de bedste hoteller - og efter at have konstateret at 150-200 USD per nat måske alligevel var at overdrive det lidt kørte vi ind på Luxor hvor vi for 60 USD per nat fik et skønt værelse i selve pyramiden, på 20. Etage med udsigt over The Strip! Af en eller anden mærkelig årsag var vi begge helt kvaste så i stedet for som alle andre at styrte ud i byen og gå på casino bestilte vi roomservice og gik tidligt i seng.
Næste morgen stod vi op og daskede ned til poolen efter en halvdyr men glimrende morgenmad. Brugte det meste af dagen ved poolen i varmen med at slappe af og nyde varmen. Ud på eftermiddagen daskede vi (nå ja – vi kørte –ægte american style!) af sted mod The Mirage på jagt efter billetter til et show. Det lykkedes os med et helt fantastisk held at skaffe billetter til Cirque de Soleils ”Beatles LOVE” samme aften. Derefter ned på Tropicana efter billetter til et ”ægte Las Vegas show” – Folies Bergere…
Vi indtog den mest fantastiske middag på Mirage’s japanske restaurant Japonais (en japansk restuarant med et fransk navn i Las Vegas – go figure!) – misosuppe ti
l forret, forårsruller med hummer og så ellers lynstegt tun til hovedret! Det var helt forrygende!
Derefter hen til teateret til den mest storslåede show-oplevelse nogen af os nogensinde har haft!!! Det kan dårligt beskrives men bør opleves. Forestillingen var bygget op over Beatles sange, og fulgte kronoligsk historiske begivenheder undervejs fra 2. Verdenskrig op til 80erne. Krydret med en fantastisk scenografi, akrobater, dansere, kostumer, lyssætning - og så musikken, helt fantastisk musik. Alt gik op i en højere enhed på en så formidabel måde at man nærmest glemte tid og sted og bare lod sig rive med.
Mette har
høje standarder når det gælder den slags - har set det meste og er meget kritisk, men måtte hårdt presset indrømme at det ikke var set bedre! Så høje efter denne oplevelse gled vi ud i Las Vegas’ nat.
Vi tog lidt casino hopping – beundrede Venetians fantastiske indendørs kopi af Venedig, men huse, himmel, kanaler og gondoler! De fleste kasinoer i Vegas er bygget over et eller andet tema, hvilket gør det til en temmelig fantastisk oplevelse at bevæge sig fra New York over Paris til Ceasars Palace, via Skatteøen og så til Venedig i løbet af ganske få minutter… Vi var dog begge matte i sokkerne, så vi tog hurtigt tilbage til hotellet og nød vores pyramideværelse.
Næste morgen havde min forkølelse meldt sig temmelig voldsomt (stakkelse Mette,
hvad hun måtte stå ud med) så vi tog den stille og roligt og indtog morgenmaden på Denny’s (yes), og handlede så godt med spændende drugs til at slå forkølelsen ned med.
Endnu en fantastisk ting med USA er at man er knap så hysset med hvad man i håndkøb kan anskaffe af mirakler fra den farmaceutiske industri. Jeg kan varmt anbefale Day-Quill og Ni-Quill. Den første kvikke på, dæmper forkølelse og influenzasymptomer og klarer en hovedpine – den anden sløver, dæmper forkølelse og influenzasymptomer og klarer en hovedpine. Det kan varmt anbefales!
Således dopet i en grad så jeg ikke en gang ville kunne stille op til Tour De France kørte vi af sted mod dages udflugtsmål: Down Town Las Vegas. Mette troede jeg var tosset eller måske bare påvirket af feber eller medicin, og kunne ikke se hvorfor jeg absolut skulle se Las Vegas centrum – der ”skete
jo ikke noget”. Men her måtte hun så ændre mening! Det er nemlig her det oprindelige Las Vegas ligger. Med ham den store neon Cowboy der vinker med armen samt Golden Nugget Casino. I kampen med The Strip om af få opmærksomhed har man overdækket hovedgaden og gjort det til en gågade så det næsten ligner Lyngby Storcenter. Masser af gamle casinoer, enarmede tyveknægte, souvenirbutikker og så et par noget afdankede og bedagede skønheder i fuldt fjerkostume! Priceless!
Efter denne lille fodtur kørte vi hjemad igen, men inden da var vi lige omkring en anden typisk Las Vegas seværdighed – et af deres ”Wedding Chappels”. Dette her var endda helt specielt – det var et Drive In! Vi måtte simpelthen spørge, men den var god nok. Man kunne trille bilen op til et vindue hvor man så kunne få klaret formaliteterne uden at skulle forlade bilen! Det er da praktisk og så spilder man ikke en masse tid med det der bryllupsnoget! Vi købte altså ikke noget…
Så var vi omkring gamle Circus Cirucs på vejen tilbage til hotellet – og de
t har bestemt set sin storhedstid forlænge siden. Har sikkert været et gevaldigt sted i sin tid, men det er længe siden! Nedslidt, trangt og ikke specielt lækkert står det i skærende kontrast til de nyeste på The Strip hvor der er højt til loftet og masser af plads. Vel tilbage på hotellet kunne vi lige nå at tage en lille lur inden vi skulle af sted over på den anden side af gaden til Tropicana hvor aftenens show var. Vi fandt en italiensk restaurant – og det var så absolut et antiklimaks i forhold til aftenen før. Maden var ok, men betjeningen ligegyldig og ligeglad og stedet ikke specielt interessant. Så vi forlod stedet mætte men uden at have givet drikkepenge – kunne mærke tjenerens stikkende øjne efter os, men så skulle han nok ha været en anelse mere vaks ved havelågen!
Der var lidt tid inden vores show startede så Mette skyndte sig at skaffe nogle kuponer så vi kunne spille 5 dollars gratis på rouletten. Hun tabte sine på første omgang – men jeg vandt 40 dollars! Det er så det største beløb jeg nogensinde har vundet i spil! Jeg fik desværre ikke lov at beholde mine chips så jeg k
unne ramme dem ind – Mette insisterede på at veksle dem til kolde kontanter.
Vi fandt vores pladser i teatersalen – i en ”bås” sammen med et andet par. Vi faldt hurtigt i snak med disse søde mennesker fra Austin. Da jeg afslørede at jeg har arbejdet for Dell kunne de fortælle at ”we have a lot of those down in Austin”. Det var rigtig hyggeligt – viste sig at de ofte var i Las Vegas og at de faktisk finansierede deres ture ved at spille – og vinde – på de enarmede! Påstod at de kunne ”føle” hvornår en maskine ville give gevinst!!! I øvrigt var de lige blevet gift – i et af de små Wedding Chappels vi havde set tidligere på dagen og grinet lidt af så vi fik hurtigt fundet de høflige fraser frem og ønsket dem mange gange tillykke. Så begyndte showet – og det var sandelig et ægte Las Vegas show – med topløse piger og masser af fjer. Mette var ikke helt så begejstret og sandt at sige så var de lidt tynde i det, pigerne. Kunne godt ha spist bare lidt mere så mellemrummene mellem ribbenene kunne være fyldt ud!
Efter showet gik vi ud i natten igen – denne gang bevæbnet med kameraer – for at se de gratis shows der også er. Vi satte kursen imod Ceasars Palace – og kom 10 minutter for sent. Derefter styrede vi imod Treasure Island og deres spektakulære show – som vi nåede i tide og lige tids nok til at høre at det var aflyst på grund af for meget blæst! Så var det da godt at vi havde nået at se Bellagios fantastiske springvands show dagen før! Vi fortsatte derfor på vores foto-turne, for billeder af alle neonskiltene skulle vi da ha.… På det her tidspunkt var min forkølelse begyndt at melde sig temmelig kraftigt så jeg var ikke på toppen og må have været noget af en irriterende byrde for Mette at slæbe rundt på – særligt da jeg begyndte at se dobbelt og mine fødder begyndte at veje 200 kilo stykket, for jeg begyndte først at brokke mig og derefter (da det ikke hjalp) sagde jeg ikke noget… Det endte så med at vi tog en taxa hjem efter at ha skudt nogle billeder og spillet for 100 gratis dollars på en enarmet undervejs…
Hjemme igen slugte jeg godt med Ny-Quils til at dæmpe et snorkende næsehorn og dagen efter var jeg (mere) frisk igen. Derefter sagde vi farvel til Las Vegas og satte kursen imod Grand Canyon.
Ligesom man måske troede at der ikke kom mere herfra så slår den maskerede blogger til igen. Denne gang med en kort beskrivelse af vores oplevelser i Las Vegas.
Vi startede med at slentre på Venice Beach. I de glade, frigjorte 60’ere var Venice stedet der var ”happening”, med sit-ins/ups/downs (what ever), fri hash og free love – hver dag var en fest her på stranden og man kunne møde alverdens interessante mennesker. Det kan man for så vidt stadig – ud over surferne, løberne, basket-drengen fra South Central og bøfferne p
å Muscle Beach er der også en hel del der ser ud som om de rent faktisk har været her siden 60’erne! Som ”The Worlds Greatest Drunk” – kunne ikke tage et billede fordi jeg grinede så meget at jeg ikke kunne holde kameraet stille. En gammel flipper iklædt et kostume der må ha været et hit i -68 med alle regnbuens farver – specielt de skarpe – bare synd at han ikke har frisket kostumet op siden. Hertil en skumhat formet som et kæmpe ølkrus og så et skilt på maven med titlen : ”The Worlds Greatest Drunk” – og alt i mens han forsøgte at holde sig oprejst og tigge penge samtidig sang han ”Jingle Bells, Jingle Bells, help me to get drunk”! Og det er så meget betegnende for hele Venice, så ingen grund til at spilde mere plads på det… (men tag selv et kig). Vi forlod Los Angeles hen ad formiddagen efter denne fodtur, med kurs direkte imod Sin City.Det var en helt ny oplevelse for en gangs skyld at kunne køre direkte efter et mål – og ikke skulle holde sig på en bestemt vej -men også en hel del mere kedeligt! Sad og så lidt længselsfuldt efter The Mother Road – der forsvandt ud i det blå da vi kørte igennem Barstow og fortsatte imod Las Vegas.
Efter en temmelig begivenhedsløs køretur de der 280 miiles igennem ørkenen ankom vi hen under til Las Vegas i de sædvanlgie 35-38 graders varme og solskin. Vi h
avde ikke booket hotel – men havde med vilje timet turen så vi ankom på en søndag – ugens mest ”stille” dag i Vegas. Efter at have checket priserne på Bellagio og Venetian –to af de bedste hoteller - og efter at have konstateret at 150-200 USD per nat måske alligevel var at overdrive det lidt kørte vi ind på Luxor hvor vi for 60 USD per nat fik et skønt værelse i selve pyramiden, på 20. Etage med udsigt over The Strip! Af en eller anden mærkelig årsag var vi begge helt kvaste så i stedet for som alle andre at styrte ud i byen og gå på casino bestilte vi roomservice og gik tidligt i seng.Næste morgen stod vi op og daskede ned til poolen efter en halvdyr men glimrende morgenmad. Brugte det meste af dagen ved poolen i varmen med at slappe af og nyde varmen. Ud på eftermiddagen daskede vi (nå ja – vi kørte –ægte american style!) af sted mod The Mirage på jagt efter billetter til et show. Det lykkedes os med et helt fantastisk held at skaffe billetter til Cirque de Soleils ”Beatles LOVE” samme aften. Derefter ned på Tropicana efter billetter til et ”ægte Las Vegas show” – Folies Bergere…
Vi indtog den mest fantastiske middag på Mirage’s japanske restaurant Japonais (en japansk restuarant med et fransk navn i Las Vegas – go figure!) – misosuppe ti
l forret, forårsruller med hummer og så ellers lynstegt tun til hovedret! Det var helt forrygende!Derefter hen til teateret til den mest storslåede show-oplevelse nogen af os nogensinde har haft!!! Det kan dårligt beskrives men bør opleves. Forestillingen var bygget op over Beatles sange, og fulgte kronoligsk historiske begivenheder undervejs fra 2. Verdenskrig op til 80erne. Krydret med en fantastisk scenografi, akrobater, dansere, kostumer, lyssætning - og så musikken, helt fantastisk musik. Alt gik op i en højere enhed på en så formidabel måde at man nærmest glemte tid og sted og bare lod sig rive med.
Mette har
høje standarder når det gælder den slags - har set det meste og er meget kritisk, men måtte hårdt presset indrømme at det ikke var set bedre! Så høje efter denne oplevelse gled vi ud i Las Vegas’ nat.Vi tog lidt casino hopping – beundrede Venetians fantastiske indendørs kopi af Venedig, men huse, himmel, kanaler og gondoler! De fleste kasinoer i Vegas er bygget over et eller andet tema, hvilket gør det til en temmelig fantastisk oplevelse at bevæge sig fra New York over Paris til Ceasars Palace, via Skatteøen og så til Venedig i løbet af ganske få minutter… Vi var dog begge matte i sokkerne, så vi tog hurtigt tilbage til hotellet og nød vores pyramideværelse.
Næste morgen havde min forkølelse meldt sig temmelig voldsomt (stakkelse Mette,
hvad hun måtte stå ud med) så vi tog den stille og roligt og indtog morgenmaden på Denny’s (yes), og handlede så godt med spændende drugs til at slå forkølelsen ned med.Endnu en fantastisk ting med USA er at man er knap så hysset med hvad man i håndkøb kan anskaffe af mirakler fra den farmaceutiske industri. Jeg kan varmt anbefale Day-Quill og Ni-Quill. Den første kvikke på, dæmper forkølelse og influenzasymptomer og klarer en hovedpine – den anden sløver, dæmper forkølelse og influenzasymptomer og klarer en hovedpine. Det kan varmt anbefales!
Således dopet i en grad så jeg ikke en gang ville kunne stille op til Tour De France kørte vi af sted mod dages udflugtsmål: Down Town Las Vegas. Mette troede jeg var tosset eller måske bare påvirket af feber eller medicin, og kunne ikke se hvorfor jeg absolut skulle se Las Vegas centrum – der ”skete
jo ikke noget”. Men her måtte hun så ændre mening! Det er nemlig her det oprindelige Las Vegas ligger. Med ham den store neon Cowboy der vinker med armen samt Golden Nugget Casino. I kampen med The Strip om af få opmærksomhed har man overdækket hovedgaden og gjort det til en gågade så det næsten ligner Lyngby Storcenter. Masser af gamle casinoer, enarmede tyveknægte, souvenirbutikker og så et par noget afdankede og bedagede skønheder i fuldt fjerkostume! Priceless!Efter denne lille fodtur kørte vi hjemad igen, men inden da var vi lige omkring en anden typisk Las Vegas seværdighed – et af deres ”Wedding Chappels”. Dette her var endda helt specielt – det var et Drive In! Vi måtte simpelthen spørge, men den var god nok. Man kunne trille bilen op til et vindue hvor man så kunne få klaret formaliteterne uden at skulle forlade bilen! Det er da praktisk og så spilder man ikke en masse tid med det der bryllupsnoget! Vi købte altså ikke noget…
Så var vi omkring gamle Circus Cirucs på vejen tilbage til hotellet – og de
t har bestemt set sin storhedstid forlænge siden. Har sikkert været et gevaldigt sted i sin tid, men det er længe siden! Nedslidt, trangt og ikke specielt lækkert står det i skærende kontrast til de nyeste på The Strip hvor der er højt til loftet og masser af plads. Vel tilbage på hotellet kunne vi lige nå at tage en lille lur inden vi skulle af sted over på den anden side af gaden til Tropicana hvor aftenens show var. Vi fandt en italiensk restaurant – og det var så absolut et antiklimaks i forhold til aftenen før. Maden var ok, men betjeningen ligegyldig og ligeglad og stedet ikke specielt interessant. Så vi forlod stedet mætte men uden at have givet drikkepenge – kunne mærke tjenerens stikkende øjne efter os, men så skulle han nok ha været en anelse mere vaks ved havelågen!Der var lidt tid inden vores show startede så Mette skyndte sig at skaffe nogle kuponer så vi kunne spille 5 dollars gratis på rouletten. Hun tabte sine på første omgang – men jeg vandt 40 dollars! Det er så det største beløb jeg nogensinde har vundet i spil! Jeg fik desværre ikke lov at beholde mine chips så jeg k
unne ramme dem ind – Mette insisterede på at veksle dem til kolde kontanter.Vi fandt vores pladser i teatersalen – i en ”bås” sammen med et andet par. Vi faldt hurtigt i snak med disse søde mennesker fra Austin. Da jeg afslørede at jeg har arbejdet for Dell kunne de fortælle at ”we have a lot of those down in Austin”. Det var rigtig hyggeligt – viste sig at de ofte var i Las Vegas og at de faktisk finansierede deres ture ved at spille – og vinde – på de enarmede! Påstod at de kunne ”føle” hvornår en maskine ville give gevinst!!! I øvrigt var de lige blevet gift – i et af de små Wedding Chappels vi havde set tidligere på dagen og grinet lidt af så vi fik hurtigt fundet de høflige fraser frem og ønsket dem mange gange tillykke. Så begyndte showet – og det var sandelig et ægte Las Vegas show – med topløse piger og masser af fjer. Mette var ikke helt så begejstret og sandt at sige så var de lidt tynde i det, pigerne. Kunne godt ha spist bare lidt mere så mellemrummene mellem ribbenene kunne være fyldt ud!
Efter showet gik vi ud i natten igen – denne gang bevæbnet med kameraer – for at se de gratis shows der også er. Vi satte kursen imod Ceasars Palace – og kom 10 minutter for sent. Derefter styrede vi imod Treasure Island og deres spektakulære show – som vi nåede i tide og lige tids nok til at høre at det var aflyst på grund af for meget blæst! Så var det da godt at vi havde nået at se Bellagios fantastiske springvands show dagen før! Vi fortsatte derfor på vores foto-turne, for billeder af alle neonskiltene skulle vi da ha.… På det her tidspunkt var min forkølelse begyndt at melde sig temmelig kraftigt så jeg var ikke på toppen og må have været noget af en irriterende byrde for Mette at slæbe rundt på – særligt da jeg begyndte at se dobbelt og mine fødder begyndte at veje 200 kilo stykket, for jeg begyndte først at brokke mig og derefter (da det ikke hjalp) sagde jeg ikke noget… Det endte så med at vi tog en taxa hjem efter at ha skudt nogle billeder og spillet for 100 gratis dollars på en enarmet undervejs…
Hjemme igen slugte jeg godt med Ny-Quils til at dæmpe et snorkende næsehorn og dagen efter var jeg (mere) frisk igen. Derefter sagde vi farvel til Las Vegas og satte kursen imod Grand Canyon.
mandag den 22. september 2008
Grand Canyon - det smukkeste sted på Jorden eller bare et hul i jorden?
10 - 12 September, Grand Cayon, AZ
Solopgangen var som solnedgangen helt fantastisk. Vi nød den, også kulden og den klare, kølige luft som blæsten bragte til os (og her vil jeg sende en stor tak til Sportista.dk og til den fantastiske Montaine vindjakke jeg var udstyret med – den
vejer og fylder intet men er lun, vand og vindtæt – med hætte!)
Efter at have sagt pænt farvel til franskmændene så ud til at skulle opad endnu begyndte vi opstigningen. Lige pludselig gik det ikke helt så hurtigt længere, man kunne mærke sine ben på en helt anden måde og vejrtrækningen blev noget tungere. Men opad kom vi, stille og roligt og ganske sikkert traskede vi opad. Vi mødte ikke så mange på vej ned længere – nogle stykker dog, som sikkert er der nede endnu – og da vi kom tilbage til Cedar Point var her også temmelig forladt selvom der et par timer tidligere havde været lidt Køge Banegård over stedet.
Vi var pænt trætte, men langt fra færdige, så vi tog bilen og kørte til 2-3 andre udsigtssteder så vi lige kunne se Grand Canyon fra et par andre vinkler inden vi satte kursen sydpå til hotellet og en velfortjent nats søvn. Vi havde ondt i vores lægmuskler de næste 3-4 dage og gik noget stivbenede rundt.
Som tidligere beskrevet så er der betydeligt mere ved Grand Canyon end man kan overstå på de 4 linjer der på tidspunktet blev afsat – derfor en mere udførlig beskrivelse af vores besøg ved Verdens Største Hul i Jorden.
Vi forlod Las Vegas om formiddagen og ankom til Grand Canyon 288 miles senere – omkring kl. 17. Undervejs havde vi gjort et par stop. Først ved Hoover Dam, der dæm
mer Colorado floden op, danner Lake Mead og forsyner det meste af det sydlige Californien, Arizona og ikke mindst Nevada med Las Vegas og alle dets lys, med strøm. Det er et gigantisk bygningsværk, bygget fra 1931 til 1936 – 221 meter høj og 379 meter lang. Selve dæmningen er som den slags gigantiske ingeniørkonstruktioner der skal forsøge at tæmme en lille del af naturen, smuk i al sin enkelhed. At den er fra 30’erne gør at den er udsmykket meget enkelt, men med de smukkeste Art Deco skrifttyper og et par gigantiske statuer der ville have fået Fritz Lang til at savle af fryd. Ud over det så løber der så mange kilometer el-kabel ud af Black Canyon og dæmningen at det ser ud som om en kæmpeedderkop fra en amerikansk 50’er science fiction film har slået sig ned i området.
mer Colorado floden op, danner Lake Mead og forsyner det meste af det sydlige Californien, Arizona og ikke mindst Nevada med Las Vegas og alle dets lys, med strøm. Det er et gigantisk bygningsværk, bygget fra 1931 til 1936 – 221 meter høj og 379 meter lang. Selve dæmningen er som den slags gigantiske ingeniørkonstruktioner der skal forsøge at tæmme en lille del af naturen, smuk i al sin enkelhed. At den er fra 30’erne gør at den er udsmykket meget enkelt, men med de smukkeste Art Deco skrifttyper og et par gigantiske statuer der ville have fået Fritz Lang til at savle af fryd. Ud over det så løber der så mange kilometer el-kabel ud af Black Canyon og dæmningen at det ser ud som om en kæmpeedderkop fra en amerikansk 50’er science fiction film har slået sig ned i området.De er ved at bygge en motorvejsbro hen over kløften så man undgår at køre over de to, smalle spor på dæmningen, der er så befærdet som Amagertorv d. 23 december! Det skal nok blive en succes! Dæmningen er samtidig grænsen mellem Nevada og Arizona – så vi gled behageligt fra syndens stat ind i Arizonas ørken…
Næste stop på turen var en lille Route 66 perle som jeg ville præ
sentere Mette for. Hun havde ikke set noget af ”The Mother Road” endnu – bortset fra dens slutning ved Santa Monica, så syntes at hun skulle se en rigtig Route 66 by. Det er Seligman (den opmærksomme læser der har fulgt med i min beretning vil vide det!) Vi fik en hyggelig snak med Angel Delgardillos datter og jeg fik købt (endnu) en nøglering til samlingen.
Næste stop på turen var en lille Route 66 perle som jeg ville præ
sentere Mette for. Hun havde ikke set noget af ”The Mother Road” endnu – bortset fra dens slutning ved Santa Monica, så syntes at hun skulle se en rigtig Route 66 by. Det er Seligman (den opmærksomme læser der har fulgt med i min beretning vil vide det!) Vi fik en hyggelig snak med Angel Delgardillos datter og jeg fik købt (endnu) en nøglering til samlingen.Efter dette korte stop styrede vi direkte mod vores destination – Grand Canyon South Rim, ved Grand Canyon village. Som sagt ankom vi her ved 5-tiden, lige tids nok til at smide bagagen op på værelset, iklæde os noget varmere tøj (temperaturen var sunket fra de knap 40 i Las Vegas til 20 tænderskærende grader på kanten til et af naturens største vidundere), få et par tip af hotellets concierge (en super god fyr) og så af sted til kanten lige tids nok til at indtage pladsen ved Yavapai Observation Point sammen med en masse andre turiste
r der ligesom os skulle se solnedgangen.
r der ligesom os skulle se solnedgangen. Og hvilket syn! Farverne bliver endnu mere røde og klare som solen langsomt synker. Selve udsigten over Grand Canyon kan ikke beskrives. Hverken ord eller billeder kan bare nogenlunde beskrive hvad det er. Tal siger ikke meget – og dog. Den er ca 446 kilometer lang, mellem 15 og 30 kilometer bred på det bredeste sted, omkring 5000 fod (1600 meter) dyb og så har det taget Coloradofloden nogle millioner år at grave sig ned igennem plateauet. Det er det mest fantastiske sted på jorden jeg nogensinde har været. Det er så stort og så gammelt, så smukt og så roligt, uberørt og urørligt at man kan finde ro her som ingen andre steder. Man føler sig lille og ubetydeligt, men mærker hvor kort ens eget liv er i sammenligning med dette sted. At bare stå og mærke blæsten, betragte, nyde, føle – blive en del af – stedet, atmosfæren, luften. Det er uden sammenligning.
Da vi havde snuset nok ind og det var blevet temmelig mørkt trillede vi stille og roligt tilbage til hotellet med en pizza fra PizzaHut, for at konstatere at airconditioningen på hotellet larmede så det nærmest føltes som konstant tordenvejr. Efter at have spist vores sunde og nærende aftensmåltid brugte vi derfor en god halvanden times tid på at overbevise det noget vrangvillige front desk staff om at de skulle gøre noget ved det. Da de endelig tog sig sammen til at skaffe en maintenance-guy skete der noget – han slog skidtet fra! Men der er INGEN pluspoint til Best Western i Grand Cannyon Village for deres ligeglade og ligegyldige personale.
Ingen skår i glæden her dog – t
idligt i seng og op klokken 5 for at nå næste akt af moder naturs totalteater: Solopgang over Grand Cayon. Jeg var ikke en gang nødt til at skubbe Mette ud af sengen endsige ruske hende vågen! På med de varme klude igen og så af sted mod den opadgående sol ved Mather Point. Sjovt nok var der ikke helt lige så mange mennesker ved kanten som ved solnedgangen d
agen før, men tidspunktet taget i betragtning dog en del. Ikke mindst de allestedsnærværende japanere med deres kameraer og deres stativer! Det er som om at jo mindre de fyre er, desto større linser og desto længere kamerastativer har de!
idligt i seng og op klokken 5 for at nå næste akt af moder naturs totalteater: Solopgang over Grand Cayon. Jeg var ikke en gang nødt til at skubbe Mette ud af sengen endsige ruske hende vågen! På med de varme klude igen og så af sted mod den opadgående sol ved Mather Point. Sjovt nok var der ikke helt lige så mange mennesker ved kanten som ved solnedgangen d
agen før, men tidspunktet taget i betragtning dog en del. Ikke mindst de allestedsnærværende japanere med deres kameraer og deres stativer! Det er som om at jo mindre de fyre er, desto større linser og desto længere kamerastativer har de! 
vejer og fylder intet men er lun, vand og vindtæt – med hætte!)Efter vi havde nydt den tidlige morgen og udsigten tog vi tilbage for at indtage morgenmaden og lige tage en slapper på værelset inden dagens næste begivenhed – hiking ned i Grand Canyon. Parkerede bilen 
ved Pipe Creek Vista og tog den gratis shuttle bus der kører hele dagen over til Yaki Point og South Kaibab Trailhead. Vi startede vores ”nedtur” kl. 11 – havde bestemt os til at respektere alle de gode råd man får om at tage rigeligt med vand og mad med (vi havde 3 granola bars, en pose chips og 1,5 liter vand i rygsækken), og at man skal regne med at det tager dobbelt så lang tid at gå op igen som at komme ned. Samt at man IKKE kan gå helt ned til floden 5000 fod nede og op igen på én dag. Derfor havde vi bare sat vores mål til Ooh Aah point, første ”stop” på stien.
ved Pipe Creek Vista og tog den gratis shuttle bus der kører hele dagen over til Yaki Point og South Kaibab Trailhead. Vi startede vores ”nedtur” kl. 11 – havde bestemt os til at respektere alle de gode råd man får om at tage rigeligt med vand og mad med (vi havde 3 granola bars, en pose chips og 1,5 liter vand i rygsækken), og at man skal regne med at det tager dobbelt så lang tid at gå op igen som at komme ned. Samt at man IKKE kan gå helt ned til floden 5000 fod nede og op igen på én dag. Derfor havde vi bare sat vores mål til Ooh Aah point, første ”stop” på stien.Det gik forrygende nedad, vejret var skønt – behageligt uden at være hverken f
or varmt eller for koldt, og udsigten som forventet helt ubeskrivelig. Vi stoppede for hver 5 meter for at tage billeder, ligesom alle de andre der var på vej nedad. De der gik opad havde ikke helt så meget fart på – de så temmelig trætte ud - nogle evnede endda dårligt at løfte hovedet for at hilse. Vi havde god fart på så da vi nåede 
hvad vi troede var det første punkt (Ooh Aah point) viste det sig til vores store overraskelse at det var Cedar Point – næste stop på ruten! Vi var fulde af energi og følte slet ikke at vi var klar til vende om, så vi fortsatte nedad.
or varmt eller for koldt, og udsigten som forventet helt ubeskrivelig. Vi stoppede for hver 5 meter for at tage billeder, ligesom alle de andre der var på vej nedad. De der gik opad havde ikke helt så meget fart på – de så temmelig trætte ud - nogle evnede endda dårligt at løfte hovedet for at hilse. Vi havde god fart på så da vi nåede 
hvad vi troede var det første punkt (Ooh Aah point) viste det sig til vores store overraskelse at det var Cedar Point – næste stop på ruten! Vi var fulde af energi og følte slet ikke at vi var klar til vende om, så vi fortsatte nedad.Stien varierer meget. Nogle steder går man som på en serpentinervej og føler ikke at der er så langt og stejlt ned. Andre steder er der bare ikke noget der forhindrer at man tager et fritfald helt ned hvis man kommer udenfor de 1,5 meter sti – og endnu andre steder er der bare nærmest frit fald på begge sider af stien.
På vores tur yderligere nedefter begyndte det at tynde en del mere ud i trafikken. Dem vi mødte var betydeli
gt yngre end før (som os) og noget mere ”professionelt” klædt på. Ud over 4 franskmænd i tyverne – fornøjelige og søde – og mødte vi et par tyske piger med store rygsække og klatreudstyr som om de havde ryddet en Spejder Sport på vejen (de holdt frokost, med bockwurst, böklunder und käse). Vi mødte og talte med et par der var på vej op. De kastede nogle noget tvivlende blikke på Mettes klipklapper, korte stramme shorts samt en hvid sweatshirt som om de troede vi var et par badegæster på afveje, men vi fortsatte ufortrødent imod vores mål, som vi nåede en halv times tid lidt senere: Skeleton Point (meget beroligende navn!).
gt yngre end før (som os) og noget mere ”professionelt” klædt på. Ud over 4 franskmænd i tyverne – fornøjelige og søde – og mødte vi et par tyske piger med store rygsække og klatreudstyr som om de havde ryddet en Spejder Sport på vejen (de holdt frokost, med bockwurst, böklunder und käse). Vi mødte og talte med et par der var på vej op. De kastede nogle noget tvivlende blikke på Mettes klipklapper, korte stramme shorts samt en hvid sweatshirt som om de troede vi var et par badegæster på afveje, men vi fortsatte ufortrødent imod vores mål, som vi nåede en halv times tid lidt senere: Skeleton Point (meget beroligende navn!).Herfra kan man se Coloradofloden i bunden af Grand Canyon, samt Phantom R
anch, der er en lejr ved bredden af Grand Canyon. Ifølge min medbragte Garmin CsMap 60 trekking GPS med højdemåler og alt andet, var vi på det tidspunkt gået 2000 fod ned i Grand Canyon. Altså næsten halvvejs. Herfra kunne vi virkelig se os omkring. Der var langt ned – langt op – og meget, meget langt til siderne…
Efter at have nydt udsigten og stedet – samt sejren ved at være gået længere ned end de fleste, begyndte vi at tænke på opturen. De siger at man skal regne med at bruge dobbelt så lang tid på at gå op som på at gå ned. Vi havde på det tidspunkt brugt 2,5 time på at komme ned, ergo ventede der 5 timers optur. Klokken var 13.30 og solen i Grand Canyon går ned kl. 18.00. Hurtig hovedregning siger at vi altså skulle gå de sidste
30 minutter i bælgragende mørke – på steder hvor der ikke var hegn mellem stien og et lodret drop på en kilometer nedad.
anch, der er en lejr ved bredden af Grand Canyon. Ifølge min medbragte Garmin CsMap 60 trekking GPS med højdemåler og alt andet, var vi på det tidspunkt gået 2000 fod ned i Grand Canyon. Altså næsten halvvejs. Herfra kunne vi virkelig se os omkring. Der var langt ned – langt op – og meget, meget langt til siderne…Efter at have nydt udsigten og stedet – samt sejren ved at være gået længere ned end de fleste, begyndte vi at tænke på opturen. De siger at man skal regne med at bruge dobbelt så lang tid på at gå op som på at gå ned. Vi havde på det tidspunkt brugt 2,5 time på at komme ned, ergo ventede der 5 timers optur. Klokken var 13.30 og solen i Grand Canyon går ned kl. 18.00. Hurtig hovedregning siger at vi altså skulle gå de sidste
30 minutter i bælgragende mørke – på steder hvor der ikke var hegn mellem stien og et lodret drop på en kilometer nedad.Mette var som sædvanlig ikke nervøs mens hun guflede de sidste chips i sig med sindsro, (hun mangler det gen normale mennesker har som gør os i stand til at anerkende at der kan være fare på færde), men jeg overvejede lige en overgang hvad jeg havde lært som Rødspætte i Det Danske Spejderkorps om overlevelse i fri natur, at lave ild med to stykker sandsten og en våd klud, at bygge bi
vuak på kanten af en klippeafsats en kilometer til bunden med hjælp af en rulle sytråd og et tyggegummi, samt at overleve i minusgrader med hjælp af en t-shirt og en flækket træsko. Ikke meget…
vuak på kanten af en klippeafsats en kilometer til bunden med hjælp af en rulle sytråd og et tyggegummi, samt at overleve i minusgrader med hjælp af en t-shirt og en flækket træsko. Ikke meget… Efter at have sagt pænt farvel til franskmændene så ud til at skulle opad endnu begyndte vi opstigningen. Lige pludselig gik det ikke helt så hurtigt længere, man kunne mærke sine ben på en helt anden måde og vejrtrækningen blev noget tungere. Men opad kom vi, stille og roligt og ganske sikkert traskede vi opad. Vi mødte ikke så mange på vej ned længere – nogle stykker dog, som sikkert er der nede endnu – og da vi kom tilbage til Cedar Point var her også temmelig forladt selvom der et par timer tidligere havde været lidt Køge Banegård over stedet.
Efter et hvil – dem holdt vi også lidt flere af end på nedturen – fortsatte vi mod toppen. På vejen op mødte vi dog et par på vej nedad. En pige og så en fyr, der ud over en lille rygsæk bar på en fiskestang… Jeg er temmelig sikker på at han ikke var et fatamorgana, men hvad i alverden han havde tænkt sig at fange aner jeg ikke – og da slet ikke hvor fra! Om han havde 2400 fod line med så han kunne stå og fiske derfra eller om han havde tænkt sig at sjoske helt ned i bunden for at forsøge at fange an ørred må guderne vide. Jeg håber bare han havde bestilt tid på Phantom Ranch…
Turen op var dejlig. Udsigten havde vi vænnet os til – så meget som man nu kan, men følelsen i benene var virkelig behagelig. En rar fornemmelse af fysisk at anstrenge sig absolut. Jeg tror vi havde nået ”muren” – og var trasket igennem den.
Til vores overraskelse nåede vi toppen efter kun 2 timer! Vi havde altså brugt mindre tid på at gå op end på at gå ned!!! Men vi havde til gengæld heller ikke taget nogen billeder på vejen op. I alt havde vi gået 5 kilometer ned – og 5 op igen. Vi var nået de 2000 fod ned og havde altså ikke en gang været halvvejs (men næsten) men var kommet meget længere end lagt de fleste der vover sig ned i ”hullet”. Vi var møgbeskidte - af støvet på stien. Det sjove er at som klipperne ændrer stien også farve - så man kan se på folks sko hvor langt de har været nede. Er de gule har de "kun" været nede ved første punkt. Er de røde far de måske været ved Cedar Point - og er de knaldrøde og fuldkommen støvet til har de som os været helt nede ved Skeleton point!
Vi var pænt trætte, men langt fra færdige, så vi tog bilen og kørte til 2-3 andre udsigtssteder så vi lige kunne se Grand Canyon fra et par andre vinkler inden vi satte kursen sydpå til hotellet og en velfortjent nats søvn. Vi havde ondt i vores lægmuskler de næste 3-4 dage og gik noget stivbenede rundt.Jeg har nu været i Grand Canyon tre gange – men det er forhåbentlig ikke sidste gang. Det her har dog været den bedste og mest oplevelsesrige indtil videre. Men næste gang skal jeg helt ned til bunden og dyppe tæerne i Coloradofloden…
onsdag den 17. september 2008
Alive & Kicking
Vi er stadig i live - men har haft så travlt at det at opdatere bloggen er kommet i aller sidste række! Men for at gøre en lang historie kort har vi siden sidst kørt fra Albuquerque i New Mexico til Chicago i Illinois. Undervejs har vi dog ikke ligget på den lade side. Ud over at have kørt en hulens masse miles så har vi:
- Spist kage på Midpoint Cafe i Adrian - første stop i Texas, halvvejs på Route 66 (jeg har været her før) og så laver de den verdensberømte "Ugly Crust Pie". Mette fik et kæmpe støkke af "Lemon Marenque" og jeg fik en "Tri-berry Cobler" - det var formidabelt lækkert!
- Malet grafitti på Cadillac Ranch. Nogen havde efterladt et par spraydåser så vi deltog i udviklingen af dette kunstværk ved at tilføje vores "tags".
- Købt cowboy-støvler i Amarillo, hos Cavenders, hvor jeg også købte mit Texas bæltespænde på turen ud. Så nu har jeg et matchende sæt.
- Kørt i ko-horns limo - en stor, hvid Cadillac-limousine med ægte, kæmpe-kohorn på køleren - ægte Texas style!
- Spist kæmpe steak på Big Texan Steak Ranch! Det var her limo'en kørte os hen - for at vi kunne indtage et gigantisk måltid. Jeg var selvsagt iført mine nye boots og mit bæltespænde (samt diverse supplerende beklædningsgenstande for at det ikke skulle blive alt for pikant!). Big Texan har det trækplaster at kan man spise deres 72 ounce (2,041 kilo) steak på under en time så får man den gratis. Vi forsøgte ikke en gang! Mette fik et rigeligt stort måltid med en 6 ounce steak, bagt kartoffel og jeg en 18 ounce (510 gram!) steak. Jeg er stadig mæt... Limo'en kørte os pænt tilbage til hotellet.
- Været på det bedste Route 66 museum jeg har set endnu - i Clinton i Oklahoma. I øvrigt klarede vi at køre igennem hele Oklahomo på een dag!
- Besøgt den blå hval i Catoosa - igen. Jeg havde lovet Mette at plukke de bedste Route 66 attraktioner ud til hende. Den her valgte hun selv...
- Set "Worlds Largest Gift Store" der viste sig at være "Verdens største overdrivelse" og "Verdens Største Samling af Ubrugeligt Bras som Nogle giver væk som Gaver". Derefter et besøg i "Knife Country" der vidste sig at være 3 meter montre med en flok halvsløve og kedelige lommeknive. Nærmest et "kniv u-land"...
- Været under jorden i Meramec Caverns og set Jesse James gemmested samme sted. Fantastiske drypstenshulser - jeg syntes det var helt utrolig spændende. Hulerne er kæmpestore og gangene ekstremt lange, og så har Jesse James og hans bande gemt sig her så det giver jo lige hele historien et twist, men i følge Mette findes der mere spændende huler på både Mallorca og andre af Spies' gamle destinationer. Jeg har dog set hulerne på Mallorca med egne øjne og selvom jeg ikke var specielt ædru den uge på Mallorca så husker jeg dog klart disse huler og de var lant fra så omfattende, store eller spektakulære som Meramec Caverns!
- Nydt Ted Drewes Frozen Custard i St Louis - en formidabel nydelse som fik Mette til at erklære Ted Drewes sted det mest seværdige (og smag-værdige) på hele Route 66! Hun fik en Chocolate & Chocolate Chip custard med nødder - og jeg fik en "Cardinal Sin" - Cherry & Fudge custard. Fantastisk!
-Trådt vande i et lettere oversvømmet St Louis! Vi ville se Gateway Arch oppefra. Da vi ankom var selve kajen halvt oversvømmet - Mississippi var gået over sine breder. Tyve minutter senere, da vi havde konstateret at vi var kommet for sent til at se St Louis ovenfra, var kajen HELT oversvømmet. Så vi steg ind i vores fire-hjulstrukne vidunderkøretøj og forlod byen inden vi blev "revet med" af begivenhederne...
- Spist en Cozy Dog i Springfield - samme sted som jeg indtog en for 3 uger siden. Stadig en vinder"
- Spist Chili Cheese Fries på Polka Dot Drive In i Braidwood - et sted jeg havde gemt til Mette og igen en sand Route 66 vinder! Hele stedet emmer af 50'er stil og ånd. Fra Wurlitzeren til billederne af 50'er filmstjerne på væggen, cafe'ens indretning i ægte 50'er stil - og så til dekorationen på toiletterne. Dametoilettet var overklæbet med billeder af en ung Elvis - herretoiletttet var smagfuldt udsmykket med Marilyn Monroe! Det bliver ikke bedre!
- Set en af de tre tilbageværende 5 meter høje "Muffler Men" - den her i Wilmington - klædt ud som rummand med en raket i hånden frem for den oprindelige lydpotte!
- Nået tilbage til Chicago hvor vi i morgen skal aflevere bilen (den kan ikke være i kufferten - pga overvægt) og hvis ellers SAS vil have os med, flyve tilbage til lille Danmark!
- Spist kage på Midpoint Cafe i Adrian - første stop i Texas, halvvejs på Route 66 (jeg har været her før) og så laver de den verdensberømte "Ugly Crust Pie". Mette fik et kæmpe støkke af "Lemon Marenque" og jeg fik en "Tri-berry Cobler" - det var formidabelt lækkert!
- Malet grafitti på Cadillac Ranch. Nogen havde efterladt et par spraydåser så vi deltog i udviklingen af dette kunstværk ved at tilføje vores "tags".
- Købt cowboy-støvler i Amarillo, hos Cavenders, hvor jeg også købte mit Texas bæltespænde på turen ud. Så nu har jeg et matchende sæt.
- Kørt i ko-horns limo - en stor, hvid Cadillac-limousine med ægte, kæmpe-kohorn på køleren - ægte Texas style!
- Spist kæmpe steak på Big Texan Steak Ranch! Det var her limo'en kørte os hen - for at vi kunne indtage et gigantisk måltid. Jeg var selvsagt iført mine nye boots og mit bæltespænde (samt diverse supplerende beklædningsgenstande for at det ikke skulle blive alt for pikant!). Big Texan har det trækplaster at kan man spise deres 72 ounce (2,041 kilo) steak på under en time så får man den gratis. Vi forsøgte ikke en gang! Mette fik et rigeligt stort måltid med en 6 ounce steak, bagt kartoffel og jeg en 18 ounce (510 gram!) steak. Jeg er stadig mæt... Limo'en kørte os pænt tilbage til hotellet.
- Været på det bedste Route 66 museum jeg har set endnu - i Clinton i Oklahoma. I øvrigt klarede vi at køre igennem hele Oklahomo på een dag!
- Besøgt den blå hval i Catoosa - igen. Jeg havde lovet Mette at plukke de bedste Route 66 attraktioner ud til hende. Den her valgte hun selv...
- Set "Worlds Largest Gift Store" der viste sig at være "Verdens største overdrivelse" og "Verdens Største Samling af Ubrugeligt Bras som Nogle giver væk som Gaver". Derefter et besøg i "Knife Country" der vidste sig at være 3 meter montre med en flok halvsløve og kedelige lommeknive. Nærmest et "kniv u-land"...
- Været under jorden i Meramec Caverns og set Jesse James gemmested samme sted. Fantastiske drypstenshulser - jeg syntes det var helt utrolig spændende. Hulerne er kæmpestore og gangene ekstremt lange, og så har Jesse James og hans bande gemt sig her så det giver jo lige hele historien et twist, men i følge Mette findes der mere spændende huler på både Mallorca og andre af Spies' gamle destinationer. Jeg har dog set hulerne på Mallorca med egne øjne og selvom jeg ikke var specielt ædru den uge på Mallorca så husker jeg dog klart disse huler og de var lant fra så omfattende, store eller spektakulære som Meramec Caverns!
- Nydt Ted Drewes Frozen Custard i St Louis - en formidabel nydelse som fik Mette til at erklære Ted Drewes sted det mest seværdige (og smag-værdige) på hele Route 66! Hun fik en Chocolate & Chocolate Chip custard med nødder - og jeg fik en "Cardinal Sin" - Cherry & Fudge custard. Fantastisk!
-Trådt vande i et lettere oversvømmet St Louis! Vi ville se Gateway Arch oppefra. Da vi ankom var selve kajen halvt oversvømmet - Mississippi var gået over sine breder. Tyve minutter senere, da vi havde konstateret at vi var kommet for sent til at se St Louis ovenfra, var kajen HELT oversvømmet. Så vi steg ind i vores fire-hjulstrukne vidunderkøretøj og forlod byen inden vi blev "revet med" af begivenhederne...
- Spist en Cozy Dog i Springfield - samme sted som jeg indtog en for 3 uger siden. Stadig en vinder"
- Spist Chili Cheese Fries på Polka Dot Drive In i Braidwood - et sted jeg havde gemt til Mette og igen en sand Route 66 vinder! Hele stedet emmer af 50'er stil og ånd. Fra Wurlitzeren til billederne af 50'er filmstjerne på væggen, cafe'ens indretning i ægte 50'er stil - og så til dekorationen på toiletterne. Dametoilettet var overklæbet med billeder af en ung Elvis - herretoiletttet var smagfuldt udsmykket med Marilyn Monroe! Det bliver ikke bedre!
- Set en af de tre tilbageværende 5 meter høje "Muffler Men" - den her i Wilmington - klædt ud som rummand med en raket i hånden frem for den oprindelige lydpotte!
- Nået tilbage til Chicago hvor vi i morgen skal aflevere bilen (den kan ikke være i kufferten - pga overvægt) og hvis ellers SAS vil have os med, flyve tilbage til lille Danmark!
lørdag den 13. september 2008
På vej retur
Det er et stykke tid siden jeg tog mig tid til at skrive. Vi har haft et travlt optaget program.
Efter et kort stop på hotellet ved Venice Beach tog vi op for at se på stjerne i Hollywood (altså de der ligger i fortovet...!) - spiste en fantastisk steak på "The Grill" på Hollywood Boulevard (mit først rigtig måltid siden jeg forlod København) - og via Santa Monica retur til Venice om aftenen.
Om søndagen en hurtig morgenspadseretur på Venice Beach for at se på alle de sjove mennesker der, inden vi kørte til Las Vegas.
Indlogerede os på Luxor - fik et superværelse i pyramiden, på 20. etage med udsigt til The Strip. Der er som bekendt rigeligt at lave i Vegas, men i korte træk har vi set 2 shows - Love / Beatles med Cirque du Solei (det bedste show nogen af os nogensinde har set) samt et rigtigt Las Vegas show - Folies Bergere. Desuden har vi vundet 40 USD på rouletten, se vandshowet ved Bellagio, misset 2 andre gratis shows og i øvrigt dyrket lidt casinohopping.
Fra Vegas kørte vi d. 10 september til Grand Canyon og indlogerede os på Best Western der. (En masse ballade med hotellet om en larmende A/C der endte med at vi fik ro og 15% på regningen)
Solnedgang ved Grand Canyon samme aften (FANTASTISK) og derefter hjem i seng.
Tidligt op (kl. 5!) for at se solopgang (ENDNU MERE FANTASTISK) - hjem efter morgenmad - retur til Grand Canyon og så ellers en 5 timers hike ned i "hullet" til Skeleton Point. Det ligger 2000 fod nede i selve Grand Canyon og der er temmelig stejlt, men helt fantastisk smukt og spændende at se. Alt for fantastisk til at overstå på 4 linjer så mere følger senere.
Efter at have set så meget som man rimgeligvis kan kræve af Grand Canyon kørte vi d. 12 afsted videre østpå. Havde en lang tur planlagt - over 400 miles. Undervejs kom vi forbi Petrified Forrest Nationpark som vi havde planlagt at besøge. Vi havde bare ikke regnet med at vi skulle bruge 4 timer på det, men det var (også) helt fantastisk at se alle disse 250 millioner år gamle træstammer, der var forstenede. Det lignede træ - men det var sten!
Vi kom derfor først videre derfra omkring kl. 17 og derfor var vi først i Albuquerque omkring kl 22! En lang men spændende dag.
Mere følger....
Efter et kort stop på hotellet ved Venice Beach tog vi op for at se på stjerne i Hollywood (altså de der ligger i fortovet...!) - spiste en fantastisk steak på "The Grill" på Hollywood Boulevard (mit først rigtig måltid siden jeg forlod København) - og via Santa Monica retur til Venice om aftenen.
Om søndagen en hurtig morgenspadseretur på Venice Beach for at se på alle de sjove mennesker der, inden vi kørte til Las Vegas.
Indlogerede os på Luxor - fik et superværelse i pyramiden, på 20. etage med udsigt til The Strip. Der er som bekendt rigeligt at lave i Vegas, men i korte træk har vi set 2 shows - Love / Beatles med Cirque du Solei (det bedste show nogen af os nogensinde har set) samt et rigtigt Las Vegas show - Folies Bergere. Desuden har vi vundet 40 USD på rouletten, se vandshowet ved Bellagio, misset 2 andre gratis shows og i øvrigt dyrket lidt casinohopping.
Fra Vegas kørte vi d. 10 september til Grand Canyon og indlogerede os på Best Western der. (En masse ballade med hotellet om en larmende A/C der endte med at vi fik ro og 15% på regningen)
Solnedgang ved Grand Canyon samme aften (FANTASTISK) og derefter hjem i seng.
Tidligt op (kl. 5!) for at se solopgang (ENDNU MERE FANTASTISK) - hjem efter morgenmad - retur til Grand Canyon og så ellers en 5 timers hike ned i "hullet" til Skeleton Point. Det ligger 2000 fod nede i selve Grand Canyon og der er temmelig stejlt, men helt fantastisk smukt og spændende at se. Alt for fantastisk til at overstå på 4 linjer så mere følger senere.
Efter at have set så meget som man rimgeligvis kan kræve af Grand Canyon kørte vi d. 12 afsted videre østpå. Havde en lang tur planlagt - over 400 miles. Undervejs kom vi forbi Petrified Forrest Nationpark som vi havde planlagt at besøge. Vi havde bare ikke regnet med at vi skulle bruge 4 timer på det, men det var (også) helt fantastisk at se alle disse 250 millioner år gamle træstammer, der var forstenede. Det lignede træ - men det var sten!
Vi kom derfor først videre derfra omkring kl. 17 og derfor var vi først i Albuquerque omkring kl 22! En lang men spændende dag.
Mere følger....
lørdag den 6. september 2008
End of the road
Dag 16 – 5. september– Barstow til Santa Monica, CA
Jeg har været i St. Louis, Joplin, Missouri, og Oklahoma City. Jeg har set Amarillo, Gallup, New Mexico, Flagstaff, Arizona og jeg glemte ikke Winona, Kingman, Barstow eller San Bernadino. Jeg har set dem alle.
(158 miles - 5,5 timer)
Det der med at komme tidligt afsted skal man passe på med for det hævner sig åbenbart dagen efter! Jeg sov 10 timer i streg inden jeg tumlede ud af sengen og langsomt kom i gang med den sidste dags program. Da hotellets "morgenmad" var en eller anden afskyelig "granola-bar" og en 4$ kupon til et eller andet spiseteria oppe ad gaden sagde jeg pænt farvel og gik på Denny's. Dog ikke til pandekager og andet kræs - næ bare to sandwhiches med spejlælg, bacon og skinke og så et stort glas tranebærjuice til - meget lækkert.
Klokken 11 var jeg derfor mæt og fuld af energi klar til at stå ud på den sidste etape af min odysee.
Havde kun 150 miles foran mig så regnede med at jeg ville være fremme kl 15-16 i Los Angeles så jeg lige kunne nå en tur på Venice Beach, hvor hotellet ligger. Men det skulle gå meget anderledes...
Trillede fornøjet ud af Barstow - Herren hjælpe mig u
d i ørkenen igen og igennem flere små byer der nogle steder nærmest bare var trinbræt til jernbanen. Eet sted kom jeg dog forbi noget der krævede et stop: Elmers Bottle Tree Ranch! En indhegning in the middle of nowhere, hvor Kunstner-Elmer har har sammensvejset nogle stykker rustent jern, har hængt en gennemsnits alkoholikers årsproduktion af tommeflasker op på dem og krydret det hele med gamle skilte.
d i ørkenen igen og igennem flere små byer der nogle steder nærmest bare var trinbræt til jernbanen. Eet sted kom jeg dog forbi noget der krævede et stop: Elmers Bottle Tree Ranch! En indhegning in the middle of nowhere, hvor Kunstner-Elmer har har sammensvejset nogle stykker rustent jern, har hængt en gennemsnits alkoholikers årsproduktion af tommeflasker op på dem og krydret det hele med gamle skilte.Og som man kan læse på billedet har han lavet sin flasketræs ranch som en hyldest til alle de der har levet eller er døde på The Mother Road. Nå ja - hvor var det nu lige sammenhængen var i det? Hvis jeg blive kørt ihjel på Route 6
6 så er jeg da helt vild med at få en tom ølflaske hængt op på et rustent stativ som minde! Så kan alle mine venner komme forbi og pege og sige - se på den tomme Budweiser der - det er Thomas der hænger der som et dårligt brændeglas i ørkenens hede. Halleluja!
6 så er jeg da helt vild med at få en tom ølflaske hængt op på et rustent stativ som minde! Så kan alle mine venner komme forbi og pege og sige - se på den tomme Budweiser der - det er Thomas der hænger der som et dårligt brændeglas i ørkenens hede. Halleluja! Næh - når jeg skal herfra skal det være med manér. Mit legeme, eller hvad der er tilbage af det - skal stedes til hvile på et vikingskib der mindst er ligeså stort som det største af Skuldelev-skibene - og så skal skibet antændes så det med fuldt blus på kan skubbes ud i Københavns havn fra Margrethehaven samtidig med at Tivoligarden spiller Sousas march "Washington Post" efterfulgt at "For He's a Jolly Good Fellow". Sådan.
Nå - tilbage til turen. Efter denne kulturelt fornyende oplevelse fortsatte jeg på vejen s
tille og roligt vestpå. Langsomt men sikkert gled jeg ind i Los Angeles området. Det vil sige først i San Bernadino County, der er det største i USA, men hele området hænger sammen med L.A. så man hvis det ikke var for et byskilt hist eller her ville man ikke ane om man var i Rialto, Fontana, Rancho Cucamonga, Upland, Clarement, La Verne, Pasadena, West Hollywood eller Beverly Hills. Nå ja - måske lige med undtagelse af Beverly Hills, for her er renere, pænere, grønnere og husene og bilerne er større. Men ellers er det hele een stor by. Man siger at Los Angeles er 17 forstæder der leder efter et centrum og det passer egentlig meget godt. Det er et kæmpeområde.
tille og roligt vestpå. Langsomt men sikkert gled jeg ind i Los Angeles området. Det vil sige først i San Bernadino County, der er det største i USA, men hele området hænger sammen med L.A. så man hvis det ikke var for et byskilt hist eller her ville man ikke ane om man var i Rialto, Fontana, Rancho Cucamonga, Upland, Clarement, La Verne, Pasadena, West Hollywood eller Beverly Hills. Nå ja - måske lige med undtagelse af Beverly Hills, for her er renere, pænere, grønnere og husene og bilerne er større. Men ellers er det hele een stor by. Man siger at Los Angeles er 17 forstæder der leder efter et centrum og det passer egentlig meget godt. Det er et kæmpeområde. 
Og dette kæmpeområde skulle jeg lige igennem, fredag eftermiddag, ad een lang vej, der med ganske få afvigelse bare gik ligeud hele vejen. Lidt som Roskildevej, bare 100 gange længere. Jeg brugte 4 timer på at køre her indtil jeg kom ind på Santa Monica Boulevard , i Santa Monica. Den brugte jeg yderligere en halv time på indtil vejen stoppede. Bare sådan.
Jeg kunne køre til højre eller venstre - men vejen var stoppet. Lige der. Og foran mig lå Stillehavet. Route 66 havde nået sin slutning. I Californien, landet det flyder med mælk og honning. Lige på stranden i Santa Monica. Ikke mere asfalt. Kun en stribe græs, nogle palmer - en bred stribe sand - og så vandet. Stillehavet.
Min tur er slut. Jeg har kørt Route 66
Jeg har kørt Route 66 hele vejen - den rigtige vej. Fra øst til vest. Fra ende til anden. Fra Chicago til L.A.
Jeg har været i St. Louis, Joplin, Missouri, og Oklahoma City. Jeg har set Amarillo, Gallup, New Mexico, Flagstaff, Arizona og jeg glemte ikke Winona, Kingman, Barstow eller San Bernadino. Jeg har set dem alle. Jeg har forsøgt at se så mange af seværdighederne undervejs som jeg syntes jeg havde lyst til og virkede interessant eller sjovt. Jeg har kørt på så meget af Route 66s asfalt som gav mening. Hist eller her er sprunget over en dead-end, eller har taget Interstaten, men det har været fordi Route 66 enten har ligget nedenunder Interstaten eller ikke har været til at lokalisere.
I alt har jeg kørt 3300 miles. Selve Route 66 siges at være 2448 miles, og så har jeg kørt lidt rundt og set på tingene, er vendt om hvis jeg er kørt forbi en seværdighed eller hvis jeg er kommet forkert ind på en vej. I alt har jeg måske kørt
100 miles på Interstaten. Resten har været på Route 66, fra firesporede landeveje, over de hyppigste 2-sporede til nedslidte asfaltveje og til grusveje udenfor lands lov og ret. Igennem byerne, majsmarkerne, over prærien, igennem bjergene og ørkenen.
100 miles på Interstaten. Resten har været på Route 66, fra firesporede landeveje, over de hyppigste 2-sporede til nedslidte asfaltveje og til grusveje udenfor lands lov og ret. Igennem byerne, majsmarkerne, over prærien, igennem bjergene og ørkenen. Jeg har kørt den vej som tusindvis af amerikanere har kørt. På ferie eller lige så ofte med et større formål - i jagten på en drøm, i jagten på frihed. For det er vel egentlig det Route 66 står for. Frihed.
Som jeg stod der på pieren ved Santa Monica og så ud over Stillehavet følte jeg kun en mærkelig tomhed og stilhed. Hørte egentlig ikke havets brusen eller stemmerne omkring mig. Jeg hørte dårlig nok Yul Andersons fætter der sad der yderst på Pieren og sørgede 
for at lystfiskerne nedenfor ikke fangede noget.
for at lystfiskerne nedenfor ikke fangede noget. Jeg følte kun. Jeg følte friheden. Jeg følte en ro. Jeg følte også at jeg havde mistet noget - men samtidig havde vundet en hel masse mere. Jeg har mistet et mål men også nået det. Min drøm er blevet virkelighed. Uanset hvad der ellers måtte ske, kan ingen tage fra mig at jeg alene har kørt Route 66.
Route 66 er min.
Abonner på:
Opslag (Atom)